Min arbejdsdag som fængselstandlæge

”Jeg møder mennesket bag forbryderen”

Som fængselstandlæge i Nyborg Fængsel har Poul Erik Brøchner nogle af Danmarks mest hardcore kriminelle som patienter.

Fortalt til Kim Andreasen

06.30 / I dag går turen via motorvej E20 til Nyborg, hvor jeg en gang om ugen er tilknyttet fængslets sygeafdeling som tandlæge for de 330 mandlige indsatte.

07.30 / Jeg ankommer til fængslet og møder min klinikassistent. Vi skal igennem sikkerhedsslusen. Vi bliver scannet og får udleveret overfaldsalarmer. Vi har heldigvis aldrig haft brug for dem i mine snart 5 års ansættelse som fængselstandlæge.

07.45 / Der ligger 15 anmodninger fra indsatte der ønsker tandbehandling. Jeg gennemgår disse sammen med klinikassistenten og sygeplejerskerne. Typisk handler det om noget akut – rodbetændelser, tandpine i forbindelse med knækkede tænder/efterladte rodstumper eller følger efter traumer. Der kan f.eks være en fange, der er ”faldet” i køkkenet eller i cellen. Selv om det aldrig fremgår, er der ofte tale om, at den indsatte har været i slagsmål eller blevet overfaldet og har fået slået tænder ud, brækket kæben eller knækket en protese. 
Langt de fleste patienter kender jeg ikke. Derfor er det vigtigt, jeg tjekker deres almene og medicinske status omhyggeligt og undersøger,  om de er i en eller  anden form for behandling. Får de f.eks blodfortyndende medicin af en bestemt type, kan jeg som bekendt  ikke umiddelbart foretage lidt større operative indgreb på dem. 
Det er et alsidigt arbejde, og jeg plejer at sige, at det eneste jeg ikke laver, er større krone-brokonstruktioner, implantatbehandling og ortodontiske behandlinger.

08.30 / Dagens første patient. Han har bøvlet med en visdomstand og fået antibiotika hos lægen. Efter røntgenundersøgelse og gennemgang af anamnesen fjerner jeg visdomstanden og må lægge et par suturer, så ham skal jeg se igen i næste uge, hvor stingene skal fjernes. 
Jeg har én patient ad gangen. Der må ikke sidde flere og vente. Ofte er der fængselsbetjente med til behandlingen – enten uden for døren eller inde på klinikken. Det har jeg det helt fint med, og jeg tænker ikke over det, når først behandlingen er i gang.

09.30 / Næste patient har været så uheldig at ”falde” i køkkenet. Han har blå mærker på kæberne, men der er ikke tegn på kæbe-fraktur. Hans overmundsprotese er knækket i adskillige stykker. Jeg tager et aftryk af kæberne, så protesen kan blive repareret hos tekniker.

11.00 / Den næste patient er en varetægtsfængslet fange. Disse indsatte har kun en times udgang i døgnet og er ellers mere eller mindre isoleret. Ofte i månedsvis. Derfor oplever de det som en form for ”tilværelsens normalitet” at komme til tandlæge. Patienten her har en rodbetændelse og smerter i en af de mindre kindtænder. Tanden rodbehandles og lukkes og han er smertefri.
 Han vil efterfølgende meget gerne ”small-talke”.. Det vil her sige, tale lidt med mig om verden udenfor fængslet eller fortælle lidt om den familie, han har udenfor fængslet. Det er her, jeg møder mennesket bag forbryderen. Det er givende at fornemme, man således kan gøre en lille forskel for de her mennesker, på samfundets bund.

12.30 / Tid til frokost. Vi spiser sammen med sygeplejerskerne og flere af fængselsbetjentene fra afdelingen. Vi taler lidt om, hvad der er sket i løbet af formiddagen, og lidt om det videre program.

13.00 / Eftermiddagen starter dramatisk. Mens jeg er i gang med en behandling, får jeg besked fra sygeafdelingen om straks at komme. Man har fået en indsat ind, som har snittet i sig selv. Man kan ikke finde kniven, han har brugt, og er derfor bange for, at han kan have slugt den. Jeg bedes undersøge ham i mundhulen og svælget. Da jeg ankommer, ser jeg en nøgen mand indsmurt i blod, som er i panik og dybt ulykkelig. Jeg får dog lov at kigge ham i munden, men finder ingenting. Han bliver sendt på hospitalet for at blive scannet.

14.00 / Jeg behandler flere patienter – bl.a. een med feber og en tandbyld. Jeg foretager en røntgenundersøgelse og inciderer bylden. Vedkommende ordineres også antibiotikabehandling og får en tid næste uge for at få en “skyldig” rod bortopereret. 
Jeg kan se, at jeg ikke når alle patienter, så jeg må sortere. Der er tre, som jeg vurderer, kan vente til den kommende uge. Det får de naturligvis besked på.

16.15 / Journalisering af dagens patienter. 
Ordinerede medicin skal bestilles og tekniker skal have tilsendt den knækkede protese for yderligere reparation. 
Klinikassistenten sørger for rengøring, sterilisering og pakning af udstyr og kontrol af alle klinikkens procedurer således at bl.a. de gældende arbejdshygiejniske og NIR regler overholdes.  Det er ret omfattende procedurer og kan tage en hel del tid. 

17.30 / Arbejdsdagen slutter.
Trods de specielle udfordringer på stedet og den specielle lokalitet, glæder jeg mig altid ved dagens afslutning over at behandlingerne oftest lykkes tilfredsstillende. Dette ikke mindst takket være det fremragende samarbejde med min kompetente klinikassistent, fængslets superdygtige sygeplejersker, stedets læge og ikke mindst de tilknyttede hjælpsomme og engagerede fængselsbetjente.

Jeg kører hjem til Odense. 
Undervejs får jeg et opkald fra fængslet. Manden, der havde skåret sig selv, viste sig at være ok, og i øvrigt havde man fundet kniven i mandens celle. Det var en dejlig afslutning på endnu en spændende og ret så uforudseelig dag.

Tankerne går nu mod en anderledes – og i hvert fald mere forudseelig arbejdsdag – på den private klinik i Nr. Broby den følgende dag og naturligvis på den ventende middag hos fruen i Odense.

POUL ERIK BRØCHNER

Klinikejer, Broby og fængselstandlæge ved Nyborg og Ringe Fængsel.

Vi anvender cookies. Ved at fortsætte med at bruge hjemmesiden, accepterer du vores persondata og cookiepolitik og brug af cookies.  Læs mere